6 september 2012

Arkivets historiske tur i Aadum by - 1. del 2011

 
Ådum Lokalarkiv arrangerer historiske aftenture til forskellige  seværdigheder i sognet . I år blev det besluttet at invitere til en byrundtur, selv om en sådan for en del år siden var på programmet. Dengang nåede man ikke hele byen rundt, og da blev det foreslået at lave en opfølgning. 
 
En regnbyge på dette års septemberaften gjorde, at situationen er uændret, idet man kun nåede Bindesbølvej, før der måtte søges ly i kirken, og igen blev der spurgt om en fortsættelse.
 
 
 
Interessen for byturen var stor, over et halvt hundrede mennesker mødte op på Kirkepladsen med stor gensynsglæde. Adskillige gamle bysbørn mødtes, for der var folk med opvækst i Ådum kommet kørende fra bl.a. Randers, Århus og Esbjerg. Ådums Hjemmeside bliver åbenbart læst, ikke mindst Ådum Nyt, hvor annonceringen af byturen havde talt stærkt til dette gensyn.
 
Desværre oplevede ikke alle efter en lang køretur at stå sammen med de øvrige deltagere og høre og selv bidrage med stof om deres barndomshjem, så forhåbentlig bliver der inden for længe en fortsættelsestur i de øvrige gader.
 
Knud Mogensen, som skulle fortælle og vær guide gennem byen, var desværre blevet ramt af et halsonde. Hans viden og hukommelse om byen er legendarisk, måske fra det indgående kendkab til alle hjem, som han fik, fra han som 7 -8 årig begyndte at cykle ud med frøsedler for sin far, uddeler Bertram Mogensen.
 
Heldigvis kunne han overdrage et fyldigt manuskript til Jens Lindby, som gav beskrivelsen om de enkelte huse suppleret med deltagernes bidrag. Kun Knud Mogensens anekdoter stod ikke til at erstatte, men nogle kom dog med. 
 
Der kom liv i husene på Bindesbølvej, da der blev fortalt om de gode, gamle dages sjove, særprægede mennesker, og de var godt kendt med hinanden, for folk skulle ikke væk på arbejde, men passede det fra deres bopæl.
 
/Aktiviteter/010_1_Huse paa Bindesboelvej.JPG 
 
Der var mange småvirksomheder og butikker i gaden dengang. Der kunne købes ind til dagligt forbrug. Reparationer, og hvad man lige manglede, gik man til håndværkerne efter. Festtøjet syede skrædderen. Der kunne ringes fra centralen, og Sparekassen havde åbent om lørdagen. De øvrige dage var der i sommertiden honningudslyngning i lokalet.
 
Der var Maren Op og Ned i Brødudsalget.Hun blev husket for altid at klippe wienerbrødet af med en saks, -af hygiejniske grunde højt hævet over bordet. Hun havde cigaretautomat. En pakke kostede ca. 40 ører. 
.
Godt bænket i kirken, mens det regnede udenfor, lyttede forsamlingen til Johann Rickers, som fortalte om kirkens historie og dens inventar. Han påpegede om prædikestolen, at alle figurerne er blevet til ved snittearbejde, måske blot med en simpel foldekniv. At prædikestolen er i kirkens sydside er ikke tilfældigt. Man har tilgodeset, at præstens øjne med årene ville blive dårligere, så han måte stå ved et sydvindue med bedst muligt lys. 
 
/Aktiviteter/010_2_Johann Rickers i kirken.jpg
 
Efter fælles kaffebord på Hjemmet, som Medborgerklubben og Husholdningsforeningen stod for, fortalte Jens Lindby om sognets historie og udvikling ud fra det gamle kort fra 1790. Der var kun få gårde, men antallet voksede, huse blev bygget og i 1860’erne fik byen købmand og mølle.
 
/Aktiviteter/010_3_Jens Lindby fortaeller ud fra gl. kort.JPG
 
Efter megen snak om gamle minder sluttedes aftenen af med en sang.
 
/Aktiviteter/010_4_Kaffen i Dagligstuen, Hjemmet.JPG