Aadum by
 
 
 Sognets navn nævnes første gang i en fortegnelse over Ribe Stifts kirker fra 1325. Dengang blev det stavet Oddum.

Helt tilbage til middelalderen har bebyggelsen i Aadum sogn ligget spredt. Det har overvejende været enkeltgårde eller kun en 2-3 ejendomme, der lå sammen. Sognet havde derfor mange bebyggelsesnavne. Landsbyen Aadum var tidligere delt i Kirkeby og Nederby. Omkring 1850 lå her nogle gårde, kirken, degneboligen og fattighuset.

I 1801 boede der kun 374 i hele Aadum sogn. I sidste halvdel af 1800-tallet skete der store ændringer i landbruget, der muliggjorde, at befolkningstallet i de jyske sogne voksede. Store hede- og engområder blev opdyrket. Landbruget blev mere specialiseret. 
Næringsfriheden, der blev gennemført i 1857, betød også, at der kunne drives forretninger uden for købstæderne.

Den første forretning i Aadum kom i 1865. Det var en købmandsforretning, Den gamle Købmandsgård. Kort herefter blev Odderup Teglværk startet. Vest for kirken byggedes en hollandsk vindmølle, så man ikke længere skulle udensogns for at få malet korn. 
Også Aadum Sogns Spare- og Lånekasse oprettedes.

Mejeriet kom i 1888, og herefter voksede byen hurtigt. 
Også jernbanen kom til. Først var her kun et trinbræt uden for byen ved Skodsbøl, men i 1927 blev der bygget station.

I 1930 var der over 1300 indbyggere i Aadum sogn. 

Senere er denne udvikling vendt. Forsamlingshus, mejeri, station, teglværk, flere mindre forretninger og håndværksvirksomheder er ophørt. Mange aktiviteter er indenfor de sidste 20-30 år igen samlet i de større byer.

Til gengæld er andre virksomheder kommet til eller har vokset sig større.
Aadum by har i dag de mest nødvendige faciliteter, som en mindre by skal have: børnehave, skole, ældreboliger, dagligvarebutik samt flere store virksomheder, hvortil der sker en stor indpendling.

Ved kommunesammenlægningen i 1966 blev Aadum sogn en del af Egvad Kommune. 
I 1991 blev der til minde om 25-året for denne sammenlægning sat en mindesten ved Fælleden på hjørnet af Bindesbølvej og Tøstrupvej. 
En lokal kunstner, Ella Funch, har sammen med murer Thorvald Jensen fremstillet billedmosaikken, der viser et kort over Egvad Kommune.